Tokyo metro kontra Københavns metro – et par betragtninger

Man hører tit skræmmehistorier om Tokyos metro. Historier om overfyldte perroner og togvogne, og metrofolk der er ansat til at skubbe folk ind i vognene. Men en tur med metroen i Tokyo er på mange måder en langt bedre oplevelse end vores egen i København.

Når snakken falder på Tokyos metro, nævnes det ofte, at passagererne står som sild i en tønde, og at der er folk ansat til at skubbe folk ind i togene på de mest trafikerede stationer. På en eller anden måde er Tokyos metro blevet billedet på vores værste mareridt om offentlig transport. Men Tokyos metro fortjener ikke det dårlige ry. Københavns metro er bestemt en af de bedre i verden, men har man prøvet Tokyos metro, er pludselig ikke så imponeret af vores egen.

For at sætte tingene lidt i perspektiv: Københavns metro betjente i 2011 54,3 mio. rejsende. Til sammenligning havde Tokyos metro 2,2 milliader passagerer det år. Over 5 mio. passagerer benytter altså Tokyos metro hver dag. Der er med andre ord pænt godt tryk på den offentlige transport i Japans hovedstad.

Men alligevel er det altså oftest en større nydelse at køre med metroen i Tokyo end i København. Ja, der er mange mennesker, men man ser ikke døgenigte med fødderne oppe på sædet. Man ser ikke folk, der efterlader deres skrald og gamle aviser. Man ser ikke folk, der ikke kan finde ud af at trække helt ind i vognen, så alle kan komme med.
I det hele taget er japanerne bare bedre til at vise hensyn, og derfor går det hele meget mere glat. Et godt eksempel er rulletrapperne. Hvis du er i Tokyos metro, så prøv at kaste et blik op ad en af de meget lange rulletrapper. Dem, der står stille på rulletrappen, står til venstre, så dem, der skal overhale, kan gå forbi på højre side uden hindringer. Du ser ingen – absolut INGEN – der ikke følger denne regel. Undtagen måske en enkelt vestlig turist. I Tokyo er der venstrekørsel, så folk går også til venstre på fortorvet, og altså også på rulletrapperne. Dette er et udtrykt for en disciplin, der gennemsyrer japanernes opførsel i det offentlige rum.

En anden interessant ting er, når man står i en fyldt togvogn – for de findes bestemt. Selvom man står bagest i vognen, er det ikke et problem at komme ud uden at mase. Det er, som japanerne kan fornemme, når en medpassager skal forbi, og de rykker sig og gør plads med den største selvfølgelighed og elegance. Har man prøvet at dykke og forsøgt at røre en fisk, ved man, at fisken kan fornemme bevægelsen ved hjælp af trykfølsomme sensorer på dens krop. Det virker næsten, som om japanerne har denne egenskab, og det gør det ekstremt behageligt at bevæge sig i det offentlige rum. Her kunne vi klodsede, egocentriske vesterlændinge måske lære en ting eller to.

Et besøg på et anderledes spisested

En aften gik vi forbi et spisested i Asakusa, der så spøjst ud. Efter danske forhold virkede det ikke umiddelbart specielt hyggeligt. Restauranten var skarpt oplyst, og der var ingen borde. Kun en lang disk der snoede sig på tværs af lokalet og delte rummet i to – køkkenet og spiseområdet.
Der var ikke så mange gæster, så vi gik frisk og frejdigt op til disken for at bestille. Da vi forsøgte at bede om et menukort, på engelsk naturligvis, kiggede personalet bag disken forfærdede på os. De var nærmest forstenede og sagde ikke en lyd. Sådan stod vi og kiggede på hinanden i, hvad der føltes som evigheder, indtil en af gæsterne sprang til. “I skal bruge den dér”, sagde han og pegede over på en stor automat i det ene hjørne. Personalet åndede lettet op, og vi gik over for at se, hvad det var.

På automaten var der en lang række små billeder af de retter, man kunne bestille. De viste sig, at man skulle vælge sin ret på automaten, betale i automaten og tage den lille kvittering med op til disken. Her skulle man aflevere kvitteringen og blot sætte sig og vente på, at ens mad blev serveret. Til at begynde med syntes dette lidt sært, men vi kunne egentlig godt se det praktiske i ordningen. I Japan betaler man ikke drikkepenge, så både bestilling og betaling blev klaret super-effektivt, og man behøvede ikke at vente på at få lov til at betale efterfølgende.

Det er faktisk meget normalt, at man på en del restauranter i Tokyo betaler, før man får maden. Så det er en god idé lige at kaste et blik rundt, når man kommer ind på et spisested – så man kan undgå at fremstå som alt for meget som turist.